De følelser 

De følelser

 

For en coachuddannet er det naturligt at kunne tale om, navigere i og rumme følelser – både hos den anden og hos en selv. Det er ikke altid let, men en vigtig forudsætning for at kunne skabe trygge relationer og kunne navigere i livet og livets udfordringer.

 

Min erfaring efter 25år som coach er, at mange mennesker kan have det svært med egne følelser og derfor også med andres. Selvfølgelige især de ubehagelig. De fleste kan jo godt lide at være glade og fulde af energi. Mange bryder sig ikke om at være ked af det, usikker, magtesløs eller vred.

 

Men alle følelser er vigtige og er der af en grund. De er vigtig information til os, så vi kan være i verden og finde vej i den. De har en betydning og en hensigt med at være der.

 

Men det kan være forvirrende at navigere i, for der kan være flere følelser på samme tid. Man kan både være usikker og så irriteret over, at man er usikker. Og måske også lidt ked af det samtidig. Og hvad så?

 

Lad os prøve at anskue det på en lidt anden måde.

 

Følelser består af en tilstand i kroppen, som vi giver et navn – vi sætter en label på. Fx så kan jeg mærke en knude i maven og det kunne jeg give navnet ”usikker”. Knuden i maven kunne måske også hedde angst afhængig af hvor stor den er.

 

Hos mange mennesker sker der det, at vi prøver at få en ubehagelig følelse til at gå væk. Det betyder, at vi udvikler (oftest ubevidste) strategier til at håndtere dem og få dem til at fylde mindre eller forsvinde – dog ofte uden vi er blevet længe nok med fornemmelsen i kroppen til vi egentlig har fundet ud af, hvad vores krop forsøger at fortælle os.

 

Men følelser skal ikke gå væk. De skal rummes – først af os selv. Og derefter kan de hjælpe os til at navigere, tage beslutninger og handle – på et oplyst grundlag.

 

En måde at blive bedre til det er at træne sin evne til at registrere, hvad der sker i kroppen, er ganske enkelt at mærke efter. Det hedder interoception. At mærke ændringer i vejrtrækningen, hjertes rytme, musklernes tonus, hvad der sker i maven og i brystet. I dagligdagen sker ændringerne for det meste uden for vores bevidste sinds vidende og det er selvfølgelig smart, for så kan vi bruge vores opmærksomhed på en masse andet vigtigt. Men hvis vi aldrig træner evnen til interoception, kan det blive svært at få alt det vigtige, vores krop fortæller os, med i vores overvejelser og handlemuligheder.

 

Så prøv dette nogle gange hver dag.

  • Stop op og forestil dig at træde et skridt tilbage fra det, der sker
  • Læg mærke til hvad du registrerer i din krop, som reaktion på X
  • Hvad betyder disse fornemmelser for dig? Hvad kunne hensigten være med, at de er der?
  • Læg mærke til, at du her kan have friheden til at vælge din respons. (i stedet for din automatiske respons) Hvad kan din respons være? Hvad vil være hensigtsmæssigt?

 

At træne sin evne til interoception, styrker den følelsesmæssige intelligens og dermed også den social intelligens. Om du er coach eller ej, så er det vigtige evner at have med i livet.

 

 

23/04/2024

Skal vi snakke om, hvordan dit potientiale kan udvikles?